Kunsten at kysse i en campingvogn

Der er et par ting, der ikke helt spiller for Embla.
At hendes mors kæreste, Viborg-Henrik, er flyttet ind med sin SSS (Supreirriterende Seksårige Søn)
At Ofelia hellere vil være sammen med heste og Rebecca end med Embla
At Emblas mor ikke har fattet, at Embla er 14,3 år og bør bestemme det meste selv
At Embla ønsker sig en mountainbike i gave, men får en faldefærdig campingvogn i stedet for.
Og at Noa bare siger: ”De bedste gaver er altid dem, man ikke ved, at man ønsker sig.”
Om det er rigtigt, ved Embla ikke, men det viser sig faktisk, at man kan bruge sådan en campingvogn til lidt af hvert:
At gøre noget i smug for første gang
At gemme både tørre og våde og levende sager i
At holde fest i og måske score Asger med model-kæben

“Som jeg ser det, er der flere mulige forklaringer: 1. Han vil gerne kysse med dig, men ikke når du har pis i hånden. 2. Han er ganske enkelt genert. 3. Af en eller anden uforklarlig årsag er han ikke faldet for din charme.”

Campinghabit [Kampeŋhabit]
Habit kan betyde jakkesæt, ligesom den habitjakke, far har på til nonstopfester. Men habit kan også betyde noget tøj, som mange af samme slags går rundt i, så man ved, at de er samme slags. Derfor går campister i campinghabitter. I virkeligheden er det bare en træningsdragt, der godt må være gammel og grim, bare man kan spille havebadminton og drikke dåseøl i den. Der findes mange forskellige habitter. En sommerhabit er en bikini, mors sygehushabit er hvid, og en Viborg-habit er blå.