Hvor solen skinner om natten

Hvor solen skinner om natten, Annie Bahnson, young adult bøger, flygtningekrisen

Vi jagter alle friheden. Men frihed ser forskellig ud, alt efter øjnene der ser …

Annie Bahnson har skrevet den stærke, hyperaktuelle og medrivende YA-roman Hvor solen skinner om natten, der udkommer d. 16. januar 2018. Her fortæller hun om, hvordan researchfasen både bragte hende til Grækenland og tæt på unge, der har mærket flygtningekrisen på egen krop.

Hvor solen skinner om natten omhandler bl.a. flygtningekrisen. Hvad fik dig til at kaste dig over netop det emne?

Flygtningekrisen gjorde et dybt indtryk på mig, som jeg tror, den gjorde på de fleste. Eller gør, for den er jo absolut, desværre, ikke forbi. I 2015 sendte den syriske borgerkrig millioner på flugt. Tv, aviser og internet flød over af billeder af desperate bådflygtninge, døde børn i vandkanten og folk med deres ejendele i sorte affaldssække vadende hen ad motorvejen.

Det er ikke for sjov, når man er villig til at ofre livet for at komme væk. For at få friheden til at leve et anstændigt liv.

Jeg var ikke i stand til at stoppe en borgerkrig, men jeg havde lyst til at skrive en roman, der på en eller anden måde satte fokus på ønsket om denne frihed.

 

I forbindelse med din research tog du til Grækenland. Hvorfor gjorde du det?

En af flugtvejene fra Syrien, Afrika og Mellemøsten går op gennem Tyrkiet til en af de havnebyer, der ligger tæt på det græske øhav. Her er det en industri at sende flygtninge af sted i overfyldte gummibåde. Fra de små øer tager flygtningene videre til Athen.

Min mission var ikke at tage til Syrien og opleve krig og rædsel på egen krop og sætte livet på spil. Så ville der jo også være en risiko for, at bogen aldrig blev til. Men missionen var at se og mærke og fornemme krisen på så nært hold som mulig.

Derfor var Athen oplagt. I oktober 2015 tog jeg sammen med min søster dertil for at komme så tæt på krisen som muligt og på min romans hovedpersoner og opleve mødet mellem dansk turist og syrisk flygtning helt tæt på.

Fik du det ud af det, du havde regnet med?

Athen var pakket med flygtninge. De sad på torvene, slog lejr i parkerne og tiggede i gaderne. Kontrasterne var enorme. På den ene side kunne man være turist og jokke rundt på Akropolis og tage de samme billeder som altid. Smile til kameraet foran Parthenon templet og sige demokratiets vugge højt og tydeligt. På den anden side kunne man køre et par stop med s-toget og stå af og møde konsekvenserne af noget, der i hvert fald ikke var affødt af et demokratisk tankesæt. Den elendighed der følger med diktatur og religiøst vanvid. Folk i nød. Sultne og uden penge.

“Det slog virkelig hårdt, fordi der var så mange.”

Vi ville have været ude på en af de græske øer, men da vi kom til havnebyen, Piræus, strejkede færgerne. Det hele foregik jo samtidigt med Grækenlands økonomiske krise.

Oplevelsen her står allerstærkest i min hukommelse. Her var helt bogstaveligt sort af flygtninge og sort af fortvivlelse og håbløshed. Det bankede luften helt ud af os. Folk sad over alt på havnen og ventede uden at ane, hvad de ventede på. De skulle jo ikke med færgen, så ville de jo komme i den forkerte retning. I retning af det, de netop var flygtet fra.

Allerværst var det, da vi så en bus ankomme og sætte endnu en flok flygtninge af. De væltede ud af bussen. Blebørn, familier og gamle. Forvirrede, fortumlede satte de sig efterhånden ned og gav sig til at vente. De havde betalt for at komme et sted hen uden at ane hvor og hvorfor.

Jeg ville gerne have snakket med flere end jeg gjorde, men jeg mødte ikke nogen her, der havde et tilstrækkeligt engelsk, og jeg taler desværre ikke arabisk.

Omvendt må jeg sige, at billedsiden talte stærkere end tusind ord.

Hvad har overrasket dig i forbindelse med research-arbejdet?

Jeg blev positivt overrasket over de mange smil og den humor, jeg har mødt. Lidt stereotypt havde jeg nok tænkt, at mennesker, der har været så meget slemt igennem, konstant ville være triste og slet ikke ville kunne forstå vores form for ironi og sarkasme. Der tog jeg fejl.

Selvfølgelig holder man ikke op med at være sig selv, uanset om man har mistet og også er fuld af længsel og sorg. Det er vel en overlevelses- og selvoprettelsesdrift, der bor dybt inden i.

“Jeg mødte selvfølgelig alle sider af det at være mennesker. Håbet og håbløsheden. Glæden, sorgen og vreden.”

Især første gang jeg skulle ud og interviewe en gruppe unge flygtninge her i Danmark, var jeg i begyndelsen mægtig nervøs og akavet, fordi jeg simpelthen ikke kunne få fokus væk fra det skæve forhold i vores relation:

Jeg opsøgte og talte jo kun med disse unge, fordi de havde gennemlevet noget skrækkeligt. Jeg skulle bruge deres ulykke til en roman. Jeg følte det amoralsk og etisk forkert.

Heldigvis oplevede jeg at disse unge gerne ville fortælle og gerne ville have, at deres historie kom frem i dagens lys, så andre kunne læse om den. Så andre forhåbentligt kunne blive lidt klogere på deres situation og forstå, at de er unge mennesker med ønsker om et liv i tryghed med kærester og uddannelse. Nøjagtig som unge i Danmark.

Hvor solen skinner om natten er jo ikke en fagbog med øjenvidneberetninger på den måde, men jeg ville aldrig have kunne skrive den uden disse møder.

 

Har du mødt modstand i forbindelse med in research – enten fra dem, du har talt med – eller fra dig selv? Har du måttet tage nogle af dine egne antagelser op til genovervejelse?

De fleste af dem jeg har interviewet har langt hen ad vejen været åbne og hjælpsomme og svaret på det meste. Men ét emne har haft en særlig effekt på alle.

Der er sket det samme hver gang, jeg har fortalt, at den ene af mine hovedpersoner er en homoseksuel syrisk ung fyr. Sammen med tavsheden, der er skyllet ind over lokalet, er rødmen skyllet op i kinderne på både kvinder og mænd.

Og når de har sundet sig lidt, har de enstemmigt svaret, at det er man ikke i Syrien. Når de så har sundet sig lidt mere, er der måske en der har forklaret, at det kan man i hvert fald ikke udleve i Syrien. Så det har givet mig en ret klar fornemmelse af, hvad Habib i min roman har været oppe imod.

“Det har virkelig været en øjenåbner for mig, at høre hvor anderledes, man kan tænke om noget, som jeg finder så åbenlyst. Og en øjenåbner for mig, hvor pivnaiv jeg af og til selv er.”

Det er da en menneskeret at have lov til at elske den, man vil uanset køn, alder, hudfarve eller, hvad ved jeg.

Og jeg har skulle give mig selv kulturelt kunstigt åndedræt for ikke at ruske og råbe, når disse syrere ikke har sagt, at de også synes, det er forkasteligt, eller når de ikke en gang har ville ytre sig omkring det. Også selv om jeg udmærket godt ved, at man i den grad er påvirket af de normer og holdninger, man er vokset op under, og jeg kan også godt teoretisk tænke mig til, hvad det gør ved mennesker, at vokse op i et overvågningssamfund, hvor man altid vil sidde og lure på hinanden, men at møde det i praksis er noget ganske andet.

Det gjorde mig hver gang så forarget, at jeg måtte skylle en kopfuld blodtrykssænkende piller i mig og tælle til 100 for at falde ned igen..

Et par gange har jeg mødt en anden skepsis under interviewet. En skepsis, der har bygget på angsten for at jeg var ude på at fremstille islam på en dårlig måde. En vrede over, at vesten altid giver islam skylden for alt det onde. At fokus har ligget alt for meget på ISIS og alt for lidt på Assad.

”Hvis du må bestemme en sætning i min roman, hvad skal det så være?”

Det spørgsmål stillede jeg alle dem, jeg interviewede, og ALLE svarede det samme:

”At ISIS intet har at gøre med islam.”

Man fornemmer i bogen, at emnet frihed ligger dig meget på sinde. Er det skrevet ud af dit system nu – eller kan vi forvente at se mere fra din hånd om de emner, bogen her tager op?

Friheden til at få lov til at være den man er og leve det liv, man gerne vil, er mig magtpåliggende. Det kan gøre mig så edderspændt rasende, at se, opleve, høre om undertrykte individer eller folkeslag.

Jeg er født og opvokset i en lille flække i Syddanmark. Det var sikkert ikke så meget anderledes end i andre små flækker, men man skulle ikke stikke særlig langt frem for at få en over snuden. Det var jo dødssygt, at det galt om at ligne hinanden mest muligt. Det var jo åbenlyst, at det modsatte ville have være meget skønnere.

Trisse og det lange hår, en højtlæsningsbog som jeg udgav sidste år, handler også om individets ret til at være anderledes og hylder i børnehøjde det skæve og det særlige.

Og nej, jeg er helt sikkert ikke færdig med det emne. Både på individets og det mere politiske plan bliver det ved med at rumstere i mit hoved.

Spørgsmålet om hvor meget man vil ofre for at slippe væk fra et diktatur ved jeg, at jeg endnu en gang må gribe fat i. Og det med at være eller føle sig anderledes kommer nogle af mine fremtidige hovedpersoner også til at tumle en del med. Jeg håber, jeg kan hjælpe dem bedst muligt igennem, og jeg glæder mig.

Hvor solen skinner om natten, annie bahnson, carlsenpuls, flygtningekrisen

Annie Bahnson: Hvor solen skinner om natten

Hvor solen skinner om natten udkommer 16. januar. Her kan du læse mere om romanen:

Pigerne Freddy og Lulu rejser til Grækenland, da de er blevet studenter. De længes efter nogle ugers frihed, inden det nye studieliv med nye forpligtelser skal begynde – i hvert fald for Freddy, hvis far allerede er i gang med finde lejlighed til hende og lægge planer for hele hendes fremtidige liv.

Et helt andet sted i verden begiver Habib sig ud på en farefuld færd over Middelhavet. Han må ud af Syrien, så han ikke bliver en del af Assads hær, og hans kurs er sat mod Danmark, hvor han håber at blive genforenet med sin kæreste, Jamil, som også er flygtet fra det regime, hvor homoseksualitet er en dødssynd.

På en græsk ø krydses deres spor – og de næste uger vil vise dem alle, at frihed ser forskellig ud, afhængig af, hvem der stræber efter den.

Skriv et svar